Friluftsliv og aktivitet styrker selvtillid og samarbejde

Friluftsliv og sociale aktiviter er en vigtig del af dagligdagen på Solutio Broen. Det giver ”ro i hovedet”, man får mere tro på sig selv og egne evner og kompetencer, og man bliver bedre til at vise andre tillid og til at samarbejde.

På vores 22 ha store landejendom nord for Nyborg har vi rigtig gode muligheder for et aktivt udendørsliv. Vi har ca. 1 kilometer i fugle-flugts-linie ned til stranden ved Storebælt, hvor man kan bade, ro kajak/kano eller fiske. Vi ta’r også en gang imellem på ture, både dagsture og med overnatning i telte og/eller shelter.

Vi tilbyder mange forskellige fritidsaktiviteter afhængig af vores beboeres interesser, f.eks. golf, roning i havkajak, dykning med flasker/snorkling og UV-jagt, fiskeri, klatring og mountainbike.

Hygge og fællesaktiviteter

Hos Solutio ”Broen” gør vi vores yderste for at skabe trygge og hjemlige rammer, fællesskab og et miljø hvor vores beboere kommer hinanden ved og kan have glæde af hinanden.

Vi spiser sammen og hjælper gerne hinanden med at lave mad. Vi hygger os sammen med spil, PlayStation og fjernsyn, og når vejret er til det nyder vi livet udendørs med fx at spille fodbold og grille. Vi bruger også mulighederne i Nyborg by fx biograferne, svømmehallen, bowlingscentre og musik-stederne.  I sæsonen ta’r vi også tit sammen på stadion til fodboldkampe eller indendørs-sport – eller noget helt andet, for vores beboere kommer tit selv med gode idéer!

Som beboer på Solutio Broen kan du selvfølgelig også gå til eksterne fritidsaktiviteter som fx sport og musik i Nyborg-området, og der er en bred vifte af muligheder inden for rimelig afstand.