Soluitio Gruppens opholdssted for unge voksne, Solutio ”Broen” i Skrøbelev blev i april en aktiv del af 26-årige Patrick Cakirli’s 550 km lange March mod Ensomheden fra København til Aalborg. Patrick henvendte sig til Solutio Broen, fordi han havde brug for både overnatning og selskab af andre på vandreturen over Langeland og videre til Fyn – og Solutio Broen’s leder Vivi Agernem var fra starten meget positiv over for ideen.

Flot initiativ

”Det er et flot initiativ, Patrick har taget for at sætte fokus på den ensomhed, som mennesker kan opleve – også selvom de måske er omgivet af andre og har relationer på sociale medier. Det vil vi på Solutio Broen gerne bakke op omkring og selv deltage aktiv i,” fortæller Vivi Agernem.

Sammen med beboere og medarbejdere fra Solutio Broen og andre Langelands-borgere tog hun imod Patrick Cakirli ved Spodsbjergfærgen og gik med ham de 7 km til bostedet i Skrøbelev. Med på turen var også en journalist fra DR P4, og fremme på Solutio Broen ventede der kaffe til alle..

Patrick fortalte ved aftensmaden på Solutio Broen om sine oplevelser anbragt på institution fra han var 9 til 17 år. Desværre følte han opholdet mere som en ”straf” end en tid, hvor han oplevede den omsorg, som alle unge har brug for.

En aften med dialog og samvær

Solutio Broen havde den aften også besøg af en tidligere beboer, 22-årige Sandra Linea Hansen, som fortalte om hendes oplevelser som beboer på Broen gennem 5 år, og de var heldigvis overvejende positive. Nu er Sandra igang med en HF, som hun skal bruge til at uddanne sig til sygeplejerske.

”Patrick og Sandra var meget glade for at have mødt hinanden og udveksle oplevelser og erfaringer, og Patrick gav udtryk for, at det var opløftende at høre positive ting om et opholdssted. Så det var en meget givende aften også vor vores beboere og medarbejdere,” tilføjer Vivi Agernem.

Dagen efter fortsatte Patricks March mod Ensomheden videre mod Svendborg, og Solutio Broen havde via omtale i lokalavisen ”Øboen” og flyers uddelt i nabolaget inviteret til morgenkaffe og fælles march-tur. Omkring 20 mennesker tog imod invitationen, og efter boller og kaffe drog Patrick, nogle af vores beboere og medarbejdere og andre Langelands-borgere ud på turen mod Svendborg, der blev dækket af både lokalradioen ”Radio Diablo” og TV2 Fyn. Se foto fra afgang ovenfor.

Du kan læse artiklen fra ”Øboen” her og er velkommen til at kontakte Vivi Agernem på 40 58 80 78, hvis du vil høre mere om Patrick Cakirli’s besøg på Solutio Broen.